Hej læsere.
Som i jo ved, så går jeg på efterskole, og jeg er meget glad for det.
For et par uger siden, begyndte det at blive hårdt, jeg følte mig ikke en del af min “gruppe”.Jeg havde været med til at spille fodbold og aftenen, fordi vi skulle til stævne, men mine veninder og venner spiller ikke, så jeg var ikke sammen med dem lidt tid, pga. fodbold.
Efter at jeg er kommet tilbage til gruppen, så føler jeg mig ikke en del af gruppen længere, jeg har også valgt efter et par uger, at melde mig helt ud, men det er virkelig hårdt at se dem have det sjovt, når man ved at man har været en del af det fællesskab.
Jeg har været virkelig ked af det, de sidste uger, hvilket også gør at jeg ikke har valgt at skrive et opslag i lidt tid. Jeg ved at jeg har det bedst, ved at være sammen med nogen, og ikke når jeg er alene, for når jeg er alene, så bliver jeg trist, og det er ikke sjovt at ingen ser at jeg er trist, og jeg har ingen at snakke med når det er.
Jeg går nu rundt selv, for det meste, og sidder tit på mit værelse med musik og tænker over mine tanker, hvilket typisk gør at jeg kommer til at græde. Jeg har det ikke godt, og jeg er ikke den samme glade pige mere, fordi ingen vil være sammen med mig, jeg snakker tit med de voksne her på skolen, men har egentligt en kontaktlærer, som jeg skal snakke med, men føler ikke at jeg kan snakke med hende, så det er svært at snakke om hvordan jeg har det.Jeg kan ikke magte at gå rundt alene længere, jeg vil så gerne have et sted, hvor jeg hører til istedet.
Jeg ved med mig selv, at jeg hurtigt giver op, men i to uger nu, har jeg prøvet at få dette til at kører og intet har hjulpet. Jeg har spurgt om der ikke var nogle der ville med i supermarked, eller om vi ikke skulle lave noget, og enten blev der ikke svaret, ellers var svaret nej. Jeg har det okay med at snakke med dem fra gruppen, individuelt, men sammen, der bliver det svært for mig, fordi jeg ikke føler mig en del af gruppen.
Men efter at jeg har meldt mig ud af gruppen, så er der kommet en ny pige ind, som har “overtaget” min plads, og det er på ingen måde særlig sjovt at se på, fordi jeg ved at jeg var i den gruppe og jeg hørte sammen med de andre. Det hårde er at vide at jeg ikke hører sammen med dem længere og jeg kan ikke snakke med dem mere.
Det er virkelig hårdt at være der for nogen, og snakke med dem om deres problemer, men når man så til sidst på dagen sidder med så meget at snakke om og ingen at snakke med, så er det at jeg ikke kan klare det mere, det bliver for hårdt, og jeg ødelægger mig selv. Det er ikke sjovt at sidde med følelsen om, at man bare gerne ville lukke øjnene og aldrig åbne dem igen.
Når jeg har det dårligt, så har jeg ingen appetit til at spise, så inderst inde har jeg ikke lyst til at spise, men jeg gør det alligevel, fordi jeg ved at jeg får det dårligt, ved ikke at spise. Jeg bliver svagere for hver dag og kan ikke klare at være sammen med nogen mere. Jeg ville langt hellere bare have en at snakke med og at jeg bare kunne slappe af, uden alle tankerne.
God weekend til jer.
– Maria.
Maria Camila Nielsen